21.8.2023 17:22:49 CEST | Q-Interline A/S | Periodeoplysning
Omsætningsfremgangen følger vækstplanen og lander 13,9 % over første halvår 2022 med højt aktivitetsniveau på samtlige geografiske forretningsområder.
Selskabsmeddelelse nr. 13, Tølløse, den 21. august 2023
Meddelelsen indeholder intern viden.
Hovedpunkter for første halvår 2023
- Koncernomsætningen er øget planmæssigt fra DKK 15,8 mio. i første halvår 2022 til rekordhøjt niveau på DKK 18,0 mio. i første halvår 2023
- Salget i Skandinavien vokser planmæssigt
- Q-Interline SARL i Frankrig overgår alle forventninger
- Tyskland er kommet i gang igen efter energikrisens ophør
- Salget via distributørerne lever op til forventningerne
- Opbygningen af det nordamerikanske marked fortsætter ufortrødent
- Annual Recurring Revenue (ARR) er i fortsat solid vækst på +22,6 % i forhold til første halvår 2022 og udgør 31 % af koncernomsætningen
- Organisationen er blevet styrket med en erfaren Export Sales Manager
- EBIT endte på DKK –4,1 mio.
t. DKK | H1 2023 | H1 2022 |
Nettoomsætning | 17.975 | 15.780 |
EBIT | -4.051 | -4.341 |
Periodens resultat | -3.322 | -3.486 |
Egenkapital | 8.225 | 19.874 |
Resultat pr. aktie (DKK) | -0,24 | -0,25 |
Resultat pr. aktie (udvandet) (DKK) | -0,22 | -0,23 |
Guidance 2023 ændres
Med udgangspunkt i resultatet fra første halvår 2023 og igangværende og planlagte demo-projekter, forventer vi fortsat en markant omsætningsfremgang på mellem 46 % og 65 % i forhold til 2022. Guidance for koncernomsætningen for 2023 ligger uændret i intervallet imellem DKK 38,0 mio. og DKK 43,0 mio.
Guidance for resultatet af den primære drift (EBIT), som hidtil har ligget i intervallet imellem DKK -1,0 mio. og DKK 1,0 mio. nedjusteres til intervallet imellem DKK -3,5 mio. og DKK 0. Årsagen skyldes en strategisk beslutning om at holde momentum i salgsfremmende aktiviteter, hvilket bl.a. har givet sig udslag i højere rejseomkostninger. Endvidere er administrative omkostninger, herunder IT-omkostninger, ikke blevet reduceret i det planlagte tempo.
Udvikling i omsætning og driftsresultat (EBIT)
Koncernomsætningen er vokset planmæssigt i første halvår, hvor salget i Skandinavien, Tyskland, og via distributører følger planerne, salget i Nordamerika ligger lidt under forventningerne, mens salget i Frankrig overgår forventningerne. Den samlede pipeline er vokset yderligere, hvilket bunder i en intensiveret markedsførings- og salgsindsats og en deraf følgende stigende interesse for Q-Interlines analysesystemer. Mængden af demo-projekter er fortsat på et højt niveau igennem hele første halvår på samtlige hovedmarkeder, hvilket skaber grobund for videre vækst på længere sigt.
Bruttoresultatet er øget med 19,6 % i forhold til H1 2022 dels som følge af omsætningsfremgangen, og dels pga. dækningsgraden er øget fra 62,9 % i H1 2022 til 66,0 % i H1 2023 primært som følge af øget salg af forbrugsartikler og supportaftaler.
Driftsresultatet (EBIT) viser et underskud på DKK -4,1 mio. Øgede omkostninger til personale og rejseudgifter følger vækststrategien.
Eksekvering af planerne
I løbet af første halvår har der været en række vigtige landvindinger på flere geografiske fokusområder og kundesegmenter.
Omsætningsfremgangen i Skandinavien er funderet bredt med mejerisektoren som den bærende sektor. Ydermere er der i Skandinavien i første halvår i tæt samarbejde mellem Q-Interlines applikationsspecialister og R&D afdelingen igangsat en række udviklingsprojekter hos kunder inden for proteinudvinding fra tangplanter og fedt/proteinudvinding fra insekter.
Q-Interlines franske team har bl.a. drevet og gennemført et stort projekt med måling af plantebaserede drikke og desserter hos den tredjestørste mejerikoncern i verden, hvor kunden har kørt test af Q-Interlines analysesystemer simultant på mejerier i Frankrig, Belgien og USA. Dette har medført ordrer på flere analysesystemer i Belgien og Frankrig i første halvår med potentiale til køb af yderligere analysesystemer på sigt.
Det tyske marked for fødevareproduktion har rejst sig på ny efter et år med alvorlig krisestemning grundet energipriser på især naturgas. Q-Interline har løbende arbejdet med at opbygge en god pipeline af projekter ved at gennemføre mange kundedemonstrationer. Dette har Q-Interline profiteret af i første halvår 2023, hvor der er blevet vundet ordrer til mejerisegmentet samt foder- og landbrugssegmenterne.
I første halvår 2023 har salget via Q-Interlines distributørnet udviklet sig som planlagt. Antallet af distributører er de seneste 12 måneder blevet udvidet til at dække i alt 20 lande. I begyndelsen af året blev en eksportingeniør med mange års erfaring fra globalt eksportsalg til proces- og fødevareindustrien ansat for at udvikle salget via distributører yderligere.
Energikrisen i Europa i 2022 dannede ud fra en risikovurdering grundlag for ledelsen til at udsætte etableringen af Q-Interline Inc. fra 2022 til senere. Opbygningen af det Nordamerikanske marked håndteres derfor fortsat fra Danmark. Omsætningen i første halvår 2023 på det nordamerikanske marked ligger efter budget, men med de planlagte aktiviteter i andet halvår er budgetopfyldelse inden for rækkevidde. USA er et meget stort marked, og efterspørgslen på avanceret analyseudstyr til fødevaresektoren er støt stigende. Det er dog en vigtig forudsætning for at trænge ind på markedet, at Q-Interline er etableret med eget selskab i USA og med en lokal organisation af specialister. Derfor er det fortsat planen at forberede etableringen af Q-Interline Inc. i fjerde kvartal 2023.
Forventninger til andet halvår 2023
I 2022 investerede Q-Interline tungt i bl.a. opbygning af datterselskaber, øgning af salgsstyrken, ansættelse af flere applikationsspecialister og etablering af en marketingafdeling. Dette har været nogle af de bærende elementer for den rekordhøje ordrefremgang i løbet af første halvår 2023.
Samtidig med ordrefremgangen er pipelinen fortsat øget i de fleste strategiske områder. Antallet af planlagte eller igangværende demo-projekter er ligeledes fortsat tiltagende. Q-Interline har historisk evidens for, at når potentielle kunder først afprøver den unikke teknologi og stifter bekendtskab med Q-Interlines kompetente organisation, så er sandsynligheden for efterfølgende ordrer meget stor.
Med udgangspunkt i den stærke pipeline og et stort antal planlagte kundetests er forventningerne til andet halvår,
at Q-Interline fortsat kommer til at øge salget på alle selskabets markeder.
Q-Interline A/S, som er noteret på Nasdaq First North Growth Marked Copenhagen (QINTER), er forpligtet til at offentliggøre ovenstående information i henhold til compliance med EU’s Markedsmisbrugsforordning punkt 17.
Yderligere oplysninger:
Q-Interline A/S:
Stengårdsvej 7
DK – 4340 Tølløse
CVR-nummer: 19614409
Hjemmeside www.q-interline.com
Kontakter:
Martin Roithner Henriksen
CEO / adm. direktør
Tlf.: (+45) 53 80 06 09
E-mail: mrh@q-interline.com
Steen Bjerregaard Christiansen
CFO / Økonomidirektør
Tlf.: (+45) 31 24 54 18
E-mail: sbc@q-interline.com
Certified Adviser
Norden CEF A/S
John Norden
Tlf.: (+45) 20 72 02 00
jn@nordencef.dk
Kommunikation
Gullev & Co. ApS
Boris Gullev
Tlf.: (+45) 31 39 79 99
E-mail: borisgullev@gmail.com
www.gullev.co
Om Q-Interline A/S
Q-Interline er en ingeniørvirksomhed, som udvikler højteknologiske analyseløsninger til optimering af proces- og produktkvalitet, baseret på infrarød spektroskopi og korrekt prøveudtagning.
Q-Interline udvikler dels egne front-end software løsninger og dels software til automatisk cloud-overvågning af både analyseinstrumenter og matematiske kalibreringsmodeller.
Selskabet er blandt de førende leverandører af analyseudstyr til mejerisektoren i Skandinavien, og Q-Interline har leveret analysesystemer til kunder i 43 lande verden over inden for fødevare- og mejeriindustrien, landbrug, farmaceutisk og kemisk industri.
Selskabet har gennem mere end 26 år akkumuleret branchekendskab og udviklet nye innovative patenterede løsninger til fødevareanalyse, og står i dag med en konkurrencedygtig produktportefølje baseret på førende teknologi.
Q-Interline bidrager på den måde til bæredygtig anvendelse af klodens råvarer, der bruges til fødevareproduktion, og sikrer samtidigt, at kvaliteten af de producerede fødevarer fremmer menneskers og dyrs helbred og velbefindende.