Copenhagen Capital A/S – Kvartalsopdatering for 3. kvartal 2026
Copenhagen Capital A/S realiserede i 3. kvartal 2026 en omsætning på kr. 17,6 mio. mod kr. 14,9 mio. i samme periode i 2025. Resultat før finansielle poster (EBIT) udgjorde kr. 12,9 mio. mod kr. 10,6 mio. i 3. kvartal 2025, mens resultat før kurs- og værdireguleringer og skat (EBVAT) udgjorde kr. 6,4 mio. mod kr. 4,9 mio. I årets første ni måneder har koncernen omsat for kr. 52,6 mio. mod kr. 41,4 mio. i 2025. Der er realiseret et EBIT på kr. 38,9 mio. mod kr. 28,9 mio. i samme periode sidste år. Resultat før kurs- og værdireguleringer og skat (EBVAT) udgjorde kr. 19,6 mio. mod kr. 13,8 mio. for 2025. Resultat af JV indgår ikke i EBVAT.
Driften af ejendommene forløber som forventet, og porteføljen er fortsat præget af lav tomgang. Selskabet har i perioden haft fokus på udvikling af koncernens ejendomme, løbende drift og optimering af koncernens kerneaktiviteter. Der arbejdes aktuelt med ejendommene på Heimdalsgade 35-39, hvor ombygningen af tre erhvervslejemål er i gang. Moderniseringen af kontorerne på Gammel Strand 46 tager form, og Copenhagen Capital er påbegyndt processen med at finde virksomheder, som ønsker at flytte til huset.
Markedet for investeringsejendomme i København er præget af lavere transaktionsvolumen, men der opleves fortsat stor investorinteresse for boligejendomme, særligt nybyggede boliger med fri markedsleje. Ledelsen vurderer, at usikkerhed relateret til inflation, renter og globale markedsforhold endnu ikke har medført væsentlige ændringer i afkastkravene på investeringsejendomme i København.
På baggrund af udviklingen i årets første ni måneder fastholder Copenhagen Capital A/S forventningerne til 2026 om et resultat før kurs- og værdireguleringer og skat (EBVAT) på kr. 24-27 mio. Derudover forventes fortsat positive kurs- og værdireguleringer af ejendomme og gæld i niveauet kr. 35-50 mio. Resultat før skat forventes således at udgøre kr. 59-77 mio. De finansielle forventninger kan påvirkes af løbende ejendomshandler samt udviklingen i rente- og kreditmarkederne. For regnskabsåret 2027 forventer koncernen et resultat før kurs- og værdireguleringer og skat (EBVAT) på kr. 26-29 mio. Derudover forventes positive kurs- og værdireguleringer af ejendomme og gæld i niveauet kr. 30-45 mio. Resultat før skat forventes at udgøre kr. 56-74 mio.
“Vi er tilfredse med udviklingen i årets første ni måneder. Driften udvikler sig som forventet, og EBVAT er steget betydeligt i forhold til samme periode sidste år. Flytningen til vores nye kontor på Gammel Strand har samtidig givet ny energi til organisationen og arbejdsglæden,” udtaler direktør Rasmus Greis og fortsætter: “Vi har nu fokus på at færdiggøre projekterne på Heimdalsgade og transformationen af Gammel Strand 46. Vi forventer, at begge dele vil bidrage positivt til driften i 2027 og bringe os tættere på målet i DOUBLE 2028.”
Finanskalender for 2027
- Årsregnskab 2026 – Tirsdag d. 9. marts
- Ordinær generalforsamling – Mandag d. 19. april
- Kvartalsopdatering 1. kvartal 2027 – Mandag d. 10. maj
- Delårsrapport 1. halvår 2027 – Mandag d. 9. august
- Kvartalsopdatering 3. kvartal 2027 – Mandag d. 1. november
Med venlig hilsen
Copenhagen Capital A/S
Direktør Rasmus Greis
Telefon: +45 70 27 10 60
E-mail: rg@copenhagencapital.dk