Fredag 23 Januari | 13:06:43 Europe / Stockholm
2026-01-23 11:00:00

Trophy Games meddelte onsdag aften, at man efter planen forventer at lancere The Ranchers i en early acces version i andet kvartal 2026.

Trophy Games indgik i maj 2022 en aftale med RedPilz Studio omkring spillet The Ranchers, hvor Trophy Games vil være publisher. Nu – fire år senere – nærmer spillet sig endelig lancering, hvilket er en stor begivenhed for Trophy Games, der er ny i rollen som publisher. The Ranchers har været udskudt flere gange, men med over 350.000 såkaldte wishlists gemmer spillet på et større potentiale.

The Ranchers er blevet udvalgt til at deltage i det kommende Steam Next Fest i februar 2026. Dette event er et af de vigtigste markedsføringsvinduer på Steam-platformen og giver hundredtusindvis af spillere mulighed for at prøve en offentlig demo, livestreame gameplay og yderligere øge spillets antal wishlists. Med over 350.000 wishlists allerede, forventes spillets deltagelse i Next Fest at forstærke dette momentum markant og sikre, at endnu flere wishlists konverteres til køb, når spillet officielt udgives.

Early access-lanceringen af The Ranchers er planlagt til andet kvartal 2026, som er strategisk udvalgt for at sikre, at spillet lever op til de høje kvalitetsstandarder, der forventes af en premium-titel, samtidig med at udviklingsteamet hos RedPilz Studio får mulighed for at indarbejde den sidste feedback fra demoen i februar. Early access-perioden vil fungere som den primære indtægtsgenererende fase efterfulgt af en fuld lancering med flere features, hvilket man ofte ser inden for spillanceringer, hvor en stor del af omsætningen hentes kort efter lanceringen, hvor hypen og interessen er størst.

The Ranchers er ikke inkluderet i selskabets forventninger til 2026, som indebærer en forventet omsætning i niveauet 130-153 mio. kroner med et EBITDA på 28-36 mio. kroner og et EBIT på 18-24 mio. kroner. Det skyldes, at der er stor usikkerhed ved at fremskrive den finansielle performance for The Ranchers, hvorfor Trophy Games vil opdatere, så snart der er større indsigt i det forventede salg.

Administrerende direktør hos Trophy Games, Søren Gleie udtaler:

Vi har oplevet en enorm tålmodighed og entusiasme fra The Ranchers-communityet. Ved at fastlægge lanceringen til Q2 giver vi vores investorer og spillere en klar vej mod udgivelsen af det, vi mener, bliver en genre-definerende titel inden for life-sim-kategorien.